Formland messen nærmer sig – og jeg har fået lov at vise et lille preview af de inspirerende trendtemaer Eckmann arbejder med denne gang.  Jeg har valgt nogle elementer ud, som jeg glæder mig til at se på messen.

Du kan også læse med på  the Sweetspot bloggen, hvor har Laura interviewet mig om, hvorfor jeg tager turen til Formland UPgraded.

IMG_9492

Foodfolk : Madklubber og madfællesskaber…

Det er er blevet hipt at organisere fællesmiddage og fællesskaber omkring måltidet, maden 
og nydelse.

Måltidet er på den måde blevet den perfekte anledning til at mødes, fordi vi alle sammen skal have mad på bordet hver dag.  Der er en barnlig glæde ved at lave mad sammen og i at eksperimentere i et køkken sammen med andre. Derfor indrettes et demokøkken, som et stort moderne køkken, med plads til mange gæster. Her kan du møde en række spændende aktører, i form af kokke og kogekoner, ildsjæle der brænder for mad og madlavning.

 

IMG_9495

Firstfolk: Indianerne i Nordamerika

Da europæerne bosatte sig i New England, var indianerne de første oprindelige folk, de mødte. De indianske kulturer har en lang tradition for kunst og håndværk, der rummer spirituelle betydninger.

Europæerne bragte nye tanker og materialer med til indianerne som fx uld og glasperler, og efterhånden blev også europæisk broderi en del af det indianske kunsthåndværk. Indianernes frie ånd, livet i vildmarken og den umiddelbare føling og sammenhæng med naturen ses lige nu som elementer i modebilledet, og den indianske stil begynder også at påvirke nyt design af brugskunst til boligen.

 

IMG_9493

Craftfolk: Nybyggerne

I Skandinavien var der en stor udvandringsbølge til USA i 1800-tallet. Folk rejste den lange og farefulde tur over Atlanten for at finde lykken og for at begynde et nyt liv i Amerika. De forlod det kendte og slog sig ned i ukendt land for at starte forfra på tilværelsen. Med sig havde de kun enkle redskaber og deres færdigheder.

De byggede først deres eget hus, fremstillede simple brugsgenstande og dyrkede jorden. En ny generation hylder igen de gamle håndværk. Det er hipt at arbejde med håndværk og at udøve de stolte, gamle håndværksdyder. Ordet sløjd, fra svensk ’Slöjd’, står for kunstfærdighed og dygtighed. På samme måde som det engelske ord craft betegner det håndlavede. Tv-programmerne Nybyggerne og  Bonderøven version 3.0 er eksempler på de nye håndværkere og er oplagte forbillede.  Gør-det-selv bølgen ruller, det har stor værdi selv at fremstille tingene fra bunden.

 

Tak for lån af oplægget til :

Tekst: Anette Eckmann, Eckmann Alive Studio

Koncept & styling: eckmannstudio.com – læs mere om Anette og Formland trends på  Anette Eckmanns egen blog.

Grafiske print: Pernillefolcarelli.dk, tjek Pernilles web for de fine natur print af fjer og blade

 

Du kan læse mere om Formland Up graded messen her