Objects & Use - ugen der gik

Alt det skønne forårsvejr vi har haft i ugen, er ren forkælelse og bliver stornydt. Men det er ikke det bedste blog vejr, så der har været lidt stille fra mig her på blog fronten.

Min nabo beskar sit store æbletræ – og jeg overtog et bundt med 1,5 m lange grene fyldt med lyserøde æbleblomster. Nu ligner det, at vi har et helt æbletræ inde i stuen. Det bliver nu nok forvandlet til et gulv fyldt med nedfaldne blomsterblade i næste uge – men smukt har det været.

På madfronten var jeg forbi restaurant Amass på Refshaleøen – flere billeder og mere om det senere på bloggen… et væld af små luksusretter og de sødeste tjenere.

Haven har fået en ordentlig omgang – dejligt med jord mellem fingrene og få fjernet ukrudt og gjort plads til blomsterne, der bare skyder i vejret med raketfart for tiden.

Søndagen er gået med en lille photowalk i Ørestaden, jeg har kørt rundt derude mange gange, men bare aldrig kommet helt tæt på før. Det er virkeligt meget fascinerende. Vi gik rundt ved 8 tallet og en tur ud på Kalvebod brygge ved Vest Amager naturcenter.

Det kan godt anbefales; natur og arkitektur  i skøn blanding, og godt med vind i håret.

Rigtig god uge til dig – og Justin Timberlake venter på mig i Parken på tirsdag…